Loppishjem

I virkeligheden var det det banangule skab, der startede det. Det der med, at man kan forvandle noget, der i lang tid har stået helt bagerst i butikken, og som ingen gad at have, til noget, man aldrig vil skille sig af med.

Det gule skab har fulgt mig igennem en skilsmisse og ind det nyt ægteskab. Det har klaret flere flytninger og står nu og troner i stuen. Engang ville jeg sælge det, men min mand nedlagde veto. “Det kan overhovedet ikke komme på tale”, sagde han bestemt, og så var der ligesom ikke mere at tale om.

Nu rummer det alt det, som en sammenbragt familie med dine, mine og vores børn, hund, kat og høns får skrabet sammen. Mine børn er flasket op med loppemarkeder og genbrug, og det giver en vis stolthedsfølelse, når min datter selv tager rundt på loppemarkeder og sælger af sine ting.

Meningen med min blog er, at den skal fungere som inspiration til, hvordan man kan tænke brugte ting ind i et hjem. Den kommer til at rumme tanker, ideer, erfaringer og ikke mindst billeder, der alle kredser om emnet genbrug og loppemarkeder. Det skal ikke være noget “religiøst” –  Jeg hader ikke nye ting. Det er bare et forsøg på at dele oplevelser og min glæde ved den fantastiske verden af loppefund…

Print Friendly, PDF & Email
Kategori: Website.