Jeg hedder Mette Aarup, jeg er dyrlæge og har valgt at specialisere mig indenfor tandpleje og behandling af sygdomme i hestens tænder og hoved. Jeg er bl.a. optaget af tændernes okklusion, altså måden hvorpå tænderne mødes, og påvirker biomekanikken i kæbe og krop. På klinikken foretager jeg røntgenundersøgelser og udfører rodbehandlinger, kariesfyldninger og avancerede tandudtrækninger. Jeg har opbygget stor viden og erfaring med tilpasning af bid og trenser – og det er en naturlig del af mundhuleundersøgelsen, at vi også tjekker og tilpasser hestens udstyr.
Personligt giver det stor glæde at omgive mig med heste og deres ejere hver eneste dag. Jeg har redet spring, military og jagter på store heste da jeg var ung, og nu rider jeg islandsk hest i naturen.
Uddannelse & efteruddannelse
Dyrlæge (Cand. med. vet.) fra Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole i 1994. Certificeret hesteodontolog fra universitetet i Uppsala (SLU) i Sverige.
Medlem af og løbende deltager i efteruddannelse og kurser vedr. tænder og mundhule hos heste i følgende foreninger:
- Uddannet heste-odontolog med bestået eksamen i Sverige, altså en egentlig tandlægeuddannelse for heste. Uddannelsen drives af en human tandlæge og en hestedyrlæge, som arbejder med pleje og behandling af hestes tænder. Deres fokus er hele tiden at behandle og bevare hestenes tænder samt en god tyggefunktion.
- Hvert år rejser jeg ud og arbejder sammen med dygtige kolleger i udlandet for hele tiden at udvikle mig fagligt.
- Medstifter og Fellow member af NCED – ‘Nordic College of Equine Dentistry’. Den 28. april 2017 stiftede vi NCED for at styrke og udvikle hestetandlægegerningen. NCED arbejder ud fra principper om behandling af enkelttænder baseret på videnskabelig evidens fremfor rutinemæssig raspning af hele tandrækken.
- Forfatter til ’Bogen om tænder, bid og trenser’ af dyrlægerne Mette Aarup og Heidi Nielsen, 2023.
- Foredrag for hesteejere vedr. tænder, bid, trenser og hestevelfærd. Typisk 2-3 timers aftenarrangement i jeres lokale klub.
